Udskriv

Efterårstur 2009 - Beretning

Skrevet af Jacob Køcher Skov.

Sommer sæson er om bekendt gået over, men 18 hårdfører kajakroere havde ikke helt fået nok, så Henrik Lakner tog ind nu engang teten op og planlagde en efterårstur. Desværre blev Karl Anker syg og måtte blive hjemme. På de normale kajakture foregår alt på primitiv vis med telt, alt madlavning over bål og nye sovesteder hver nat. Men denne tur var anderledes. Halsnæs kommunes 3 hytter i Sverige blev brugt som base og her fra vores verden gik.

Fredag eftermiddag blev kajakkerne pakket på traileren og menneskene i bilerne og så gik det mod nordøst til søen Åsnen som hytterne lå ved. Da vi kom frem var det blevet mørkt så vi spiste indendørs, også på dette punkt var det en anderledes tur. Og så blev der snakket, grinet, vasket op, snakket lidt mere, nå… ja og så drukket lidt.. øh kaffe hm.  

For nogen sled aftenen så meget at de var lidt trætte lørdag morgen. Men kl. 10.00 var vi på vandet iført flere lag uldundertøj, våddragter, tørdragter, hue, vanter, vådsko og uldsokker. Vi lignede en flok nisser. Men heldigvis var der ingen vind eller regn, så turen blev nydt i fulde drag med den sædvanlige snak, det sædvanlige grin og lidt mere snak. Det kolde vejr og glæden ved at ro gjorde at der blev gået til den. I søen lå en del store sten, som Kirsten Svankjær prøvede at springe buk over. Jeg tror hun skal øve sig lidt. Over os svævede et par havørne, med et imponerende vingefang. Da sulten begyndte at gnave gik jagten på en frokostplads ind. Og så ved jeg ikke hvad der skete med Henrik, men han fik pludselig meget brug for sin våddragt, da vandet kom lidt tæt på. Gad vide hvad der var i hans drikke dunk? Der blev holdt en kort frokostpause, det var for koldt til at slappe af for længe. Og den sædvanlige ”morfar” blev droppet. Efteråret havde også sat sit præg på dagens længde og dermed på dagens distance og efter 26 km. vendte vi tilbage til hytterne. Og så blev der lavet bål, mad, snakket, vasket op, snakket lidt mere og øh drukket lidt … øh kaffe.

Søndag morgen vågnede vi op til gråvejr og regn, det sidste gik dog hurtigt over og da mysligrøden var spist drog vi igen ud i bølgerne som dog ikke var så store. Landskabet var smukt i de sidste efterårsfarver og også denne dag var der havørne. Ved frokosttid gik vi i land på en anlagt lejrplads, hvor der var borde og bænke. Men det bedste af det hele var at der var en bålhytte. Bålhytten havde bålplads i midten og bænke i siderne. Her var der læ for vinden og der blev hurtigt lunt efter at bålet blev tændt. Dette var det perfekte sted at holde frokost i november. Det var næsten ikke til at slippe. Men vi tog os sammen og roede de 1½ km. der var hjem.

Så blev der pakket kajakker og bagage, gjort rent og gjort klar til afrejse. Hvorefter det gik derud af mod Frederiksværk med 17 glade, tilfredse og trætte roere.

Nyhedsbrev

Meld dig på nyhedsbrevet og modtag informationer direkte via mail.
.

Nyt medlem?

begynder1Frederiksværk Ro- og Kajakklub er en broget klub med mange forskellige medlemmer. Det fælles udgangspunkt er dog at vi gerne vil være sammen om at nyde naturoplevelserne på vandet på sikker vis. Uanset om vi ror inrigger/ outrigger eller kajak....eller begge dele.

Læs mere her