Udskriv

Beretning fra sommerturen 2010

Skrevet af Jakobe Holst Wentzel.

(Se flere billeder under Billeder og ture)phoca_thumb_l_sommertur_2010_035


Det maksimale antal deltagere var nået inden opslaget om turen blev sat op i klubben. Og ingen fra ventelisten nåede at komme med. Ikke så mærkeligt for sommerturene plejer at være både smukke, varierende og hyggelige. Og denne tur var ingen undtagelse. Og nu hvor turen er overstået og den stadig summer i kroppen er det ord som stor skønhed, ro, idyl og hygge der dukker op i bevidstheden. Turen var som de andre sommerture velforberedte. Og destinationen samt en del detaljer var allerede planlagt i januar og lød på start ved Lysekilde i Sverige og derfra nord på til Kristianstad i Norge.
Lørdag d. 26. juni mødtes vi i klubben til pakning af kajakker. Folk var forventningsfulde og glædede sig til at komme i gang. Da traileren var pakket med kajakker, udstyr og mad kørte Kirsten, Henrik, Lars-Peter og K.A. op til K.A. hus i Sverige med traileren. Men der gik ikke langt tid før der dukkede problemer op. Henrik ringede til Lene næsten i panik fordi han havde glemt sit snapseglas. Kunne hun ikke gå ud og købe nogen og tage med? Det var ikke så nemt da butikkerne var lukket. Han endte med at bruge lågene fra diverse flasker.
Søndag d. 27. juni mødtes vi andre i klubben kl. 6.30 til en smuk morgen med sol og en helt blik fjord. Folk var klar og i godt humør. Vi hoppede i bilerne og kørte nord på via Helsingør – Helsingborg og kom hurtigt derop ad. Efter diverse tisse pauser blev hele gruppen genforenet i Lysekilde.  Så blev der pakket kajakker, spist frokost og ventet. En større logistisk plan skulle nu udføres i praksis. 3 biler skulle køres til Kristianstad i Norge hvor turen som bekendt skulle ende. Derfra kørte 4 biler med førere til Kristianstad, parkerede 3 biler hvorefter 1 bil med 4 førere kørte tilbage til Lysekilde. Og så kunne turen ellers komme i gang. Folk var ivrige efter at starte. Vejret var godt det var tørvejr og varmt. Vi stævnede ud i smult vande omgivet af en lav skærgård. Da klokken efterhånden var blevet mange roede vi blot 7 km. før vi fandt en lejrplads. Og så gik den sædvanlige procedure i gang: der blev budt på velkomstdrink, der blev badet, sat telte op, lavet mad, spist og snakket.
Mandag vågnede vi op til tørvejr, sol og lidt vind. Og morgenbad... hvilken herlig ting. Vi besluttede at gå udenskærs. Her var der stille og smukt. Ind til vi kom rundt om en pynt og skulle imellem to øer. Så brød fanden løs. Bølgerne væltede ind over os fra alle sider - de var mindst 7 m. høje. Vi kæmpede os igennem skær og skumsprøjt. Det var vildt og voldsom, men vi klarede det. Herefter brugte vi de sidste kræfter på at komme i land, hvor vi udmattede faldt om på klipperne. Og spiste lidt frokost. Så kom kontrasten. Da frokosten var spist, roede vi ind i en smal kanal som vi var blevet anbefalet. Her var der ingen bølger, blot lidt medstrøm. Her var der fred og idyl og næsten igen vind. En del små huse pyntede på begge sider af kanalen med fine små haver og terrasser til. Vi drev af sted. Vi fandt et sted hvor vi kunne hente vand og dernæst en lejrplads efter 33 km. Her var skærgården bar og ubevokset. Og så blev der badet og Benny skulle selvfølgelig brokke sig: Vandet var koldt og der var tang og der var mudder og vandet var altså meget koldt. Men helt efter sædvane tog ingen sig af det. Igennem årene er det blevet sådan at de forskellige opgave der skal laves på turen altid vare tages af de samme mennesker. Michael og delvist Henrik steger fisk/kød på bålet, Lars-Peter koger ris og pasta, Kirsten snitter grønsager, Benny brokker sig og så videre. Turen ville ikke være den samme hvis ikke det var sådan og folk ville blive rådvilde hvis der blev pille ved det. Undervejs sad Lars-Peters en sko fast i mudderet og på trods af flere forsøg fik han den ikke op.
Tirsdag vågnede vi op til en smuk morgen med tørvejr, sol og blæst. Heldigvis lå vi i læ på lejrpladsen. Og Lars – Peters sko var dukket op til overfladen så han kunne fiske den ind med sin fiskesteg. Da alt også Lars – Peters sko var pakket drog vi videre nord på med en svag medvind. Denne dag skulle også bruges til at provianterer så ved Fjäldbacka gik vi i land og købte ind blandt andet den flotteste laks. Men inden vi gik i bådene igen slog vi os ned i skyggen og fik en øl. Det var meget hyggeligt. Men kajakkerne kaldte og da øllen var drukket hoppede vi i bådene. Men inden vi fandt vores lejrplads var himlen blevet overskyet og hen under aftenen kom der en del regn. Men med gode telte, en presenning og medbragt regntøj klarede vi det også.
Onsdag morgen regnede det stadig og der var en del vind som heldigvis kom syd fra så vi fik medvind. Men inden vi var i bådene var regnen hørt op og vi satte kursen nordpå. Da der var en del vind roede vi ikke ud i den ydre skærgård men lå inde imellem øerne og kunne her se at der var en del mere bevoksning på øerne end der var på øerne længere ude. De havde mere læ. Ved pause tid holdt vi ind ved en strand der skulle vise sig at ligge lige op af et turistområde med diverse indkøbscentre, spisesteder, tennisbaner og så videre. Det var ikke lige sagen, så vi hentede vand og skynde os videre. Men da det stadig blæste rigtig meget og vi havde et åben stykke foran os valgte vi at holde en kort dag og tage det åbne stykke dagen efter hvor de havde lovet stille vejr. Og så blev der badet, snakket, slappet af, lavet mad og sat telte op.
Torsdag var det igen blevet stille og solen skinnede fra en skyfri himmel. Ikke alle var lige begejstrede for dagens rute, da vi som før nævnt skulle krydse et åbent stykke hvor der kunne være mange og farlige bølger. Men der var ingen vej uden om. Der var ingen vind og det var fuldt forsvarligt. Så vi måtte ud i det. Men før vi vidste af det var det overstået, vi havde knapt nok opdaget det åbne og ”farlige” stykke før det var forbi. Da der ingen vind var viste havet sig fra sin bedste side og været blidt og nådigt.  Så vi besluttede at tage et åbent stykke mere. Vi ville ud til de øer der hed Syd – og Nordkoster. Som lå 5 km ud fra kysten i lige line. Til at starte med var der en del spejlbølger, men dernæst faldt der ro på og havet var smukt og fredeligt. Da vi nåede over til en lille ø der lå ved siden af de to andre var der høje klipper og det var svært at komme i land. Vi prøvede at ro rundt om. Og vi roede rundt og rundt og så pludseligt dukkede der den fineste lille sandstrand op med hybenroser og badegæster. Det var idyllisk og mindede næste om en strand på en sydhavsø. Det var næsten det samme. Her blev der spist frokost og sovet og så hoppede vi friske og mætte i kajakkerne igen. Og købte ind og fandt en fin lejrplads på en nærliggende ø med den fineste udsigt efter 34 km.
Fredag morgen var fantastisk, der var stort set ingen vind til gengæld var der masser af sol og ingen skyer. Da de faste morgenritualer var overstået roede vi i mellem to øer og igennem en lille havn for at se om vi kunne købe sprit til vores trankiaer. Desværre fandt vi ikke noget, vi mødte til gengæld flere meget søde og hjælpsomme svenskere. Da vi havde overnattet på en ø der lå meget langt ude skulle vi nu krydse et åbent stykke igen for at komme tættere på kysten. Men da der stort set ingen vind var, var havet næsten havblik. Det var fantastisk smukt. Men da vi stadig skulle bruge sprit gik vi i land i en lille havn. Henrik, Klaus og Lars-Peter gik til den nærmeste købmand. Nej her havde de ingen sprit. Men Henrik gav ikke op så let, han spurgte i receptionen. Jo de havde måske nok noget ude på lageret. Men det var langt væk. Men han kunne da få et lift af en ung og smuk svensk kvinde som havde en scooter. Det sagde Henrik selvfølgeligt ikke nej til, så tilbage stod Lars – Peter og Klaus og spekulerede på om de mon ville se mere til Henrik den dag. Men desværre var der ikke noget sprit på lageret, men de kendte da en som var inde i en den nærliggende by. Han kunne da lige købe noget og komme med det. Og som sagt så gjort. Så efter en rum tid, kom den flinkeste mand med to flasker sprit og tilbød tillige at give Henrik, Klaus og Lars – Peter et lift tilbage til kajakkerne. De er sku´ hjælpsomme de svenskere. Da frokosten var overstået satte vi kajakkerne i vandet for at sejle til Norge. Og efter ganske få kilometer krydsede vi grænsen. Der var ikke nogen synlig forskel, bortset fra flagene ved husene. Men undervejs på turen var skærgården blevet højere. Ved et lille bådlaug fik vi lov til at lave lejr og bruge toilettet og køkkenet til opvask. Det var et hyggeligt og rart sted og vi nød godt af de lyse nætter og at vi derfor kunne sidde længe oppe.
Lørdag som var den sidste rodag bød på solskin og en del vind. Flere steder var der meget åbent og der var derfor en del bølger. Der var desuden mange både, så det var med at holde tungen lige i munden. Der var også flere huse langs kysten og en del nordmænd der nød sommeren og det gode vejr ved vandet. Efter en god frokost nåede vi vores slutdestination som var en campingplads som lå lige ned til vandet. Her var 3 af bilerne placeret og her skulle vi overnatte til dagen efter. Som velkomst fik alle en lille skarp og efter en kort stund dukkede Ole Karlsbak op. Dog efter aftale med Lene. Det var vældig hyggeligt. Men vi kunne ikke stå der og drikke hele dagen, så vi satte telte op og gjorde soveposerne klar til natten. Og så skete der en fantastisk forvandling. På campingpladsen var der badeværelser, så selvom vi undervejs på turen havde vasket både hår og kroppe i havet, så kom mændene nu tilbage nybarberede og rene og kvinderne duftede af diverse creme og var næsten lige så rene som mændene. Og alle med et saligt smil om munden. Og denne aften var anderledes end de andre. Der skulle vi nemlig ikke selv lave maden men i byen at spise. I Fredrikstads gamle bydel fandt vi et sted at spise. Da vi var færdige og skulle hjem begyndte det at regne. Det regnede faktisk temmelig meget. Nu var der langt hen til der hvor bilerne var placeret. Vi satte os ned under nogle parasoller. Måske ville det gå over. Vi ventede. Pludseligt fik Henrik den ide´ at spørge et pizzabud om han ikke kunne få et lift hen til bilerne. Jo det kunnen han da godt. Efter et stykke tid kom han tilbage hentede chaufførerne til de andre biler som så til sidst hentede resten af flokken. Smart. Her efter gik stort set alle i seng. Mange var trætte, desuden var teltene det sjoveste sted at være da de stadig regnede.
Næste morgen regnede det stadig. Men heldigvis havde vi presenningen. Her blev der lavet müsligrød og kaffe. Og her blev der spist og snakket. Og efterhånden som vi blev færdige og fik pakket sammen stoppede regnen. Så nu var det bare at pakke kajakkerne på traileren og så sige farvel til Lene og Ole som skulle fortsætte ferien der oppe. Og så gik turen hjem ad. Undervejs blev der snakket, spist og sovet. Mange var trætte og trods stor begejstring og glæde for turen, var flere også mentalt mættede af at være af sted. Men mon ikke de fleste bliver klar til næste års tur?
Jakobe.

Det maksimale antal deltagere var nået inden opslaget om turen blev sat op i klubben. Og ingen fra ventelisten nåede at komme med. Ikke så mærkeligt for sommerturene plejer at være både smukke, varierende og hyggelige. Og denne tur var ingen undtagelse. Og nu hvor turen er overstået og den stadig summer i kroppen er det ord som stor skønhed, ro, idyl og hygge der dukker op i bevidstheden. Turen var som de andre sommerture velforberedte. Og destinationen samt en del detaljer var allerede planlagt i januar og lød på start ved Lysekilde i Sverige og derfra nord på til Kristianstad i Norge. 
Lørdag d. 26. juni mødtes vi i klubben til pakning af kajakker. Folk var forventningsfulde og glædede sig til at komme i gang. Da traileren var pakket med kajakker, udstyr og mad kørte Kirsten, Henrik, Lars-Peter og K.A. op til K.A. hus i Sverige med traileren. Men der gik ikke langt tid før der dukkede problemer op. Henrik ringede til Lene næsten i panik fordi han havde glemt sit snapseglas. Kunne hun ikke gå ud og købe nogen og tage med? Det var ikke så nemt da butikkerne var lukket. Han endte med at bruge lågene fra diverse flasker. 
Søndag d. 27. juni mødtes vi andre i klubben kl. 6.30 til en smuk morgen med sol og en helt blik fjord. Folk var klar og i godt humør. Vi hoppede i bilerne og kørte nord på via Helsingør – Helsingborg og kom hurtigt derop ad. Efter diverse tisse pauser blev hele gruppen genforenet i Lysekilde.  Så blev der pakket kajakker, spist frokost og ventet. En større logistisk plan skulle nu udføres i praksis. 3 biler skulle køres til Kristianstad i Norge hvor turen som bekendt skulle ende. Derfra kørte 4 biler med førere til Kristianstad, parkerede 3 biler hvorefter 1 bil med 4 førere kørte tilbage til Lysekilde. Og så kunne turen ellers komme i gang. Folk var ivrige efter at starte. Vejret var godt det var tørvejr og varmt. Vi stævnede ud i smult vande omgivet af en lav skærgård. Da klokken efterhånden var blevet mange roede vi blot 7 km. før vi fandt en lejrplads. Og så gik den sædvanlige procedure i gang: der blev budt på velkomstdrink, der blev badet, sat telte op, lavet mad, spist og snakket.
Mandag vågnede vi op til tørvejr, sol og lidt vind. Og morgenbad... hvilken herlig ting. Vi besluttede at gå udenskærs. Her var der stille og smukt. Ind til vi kom rundt om en pynt og skulle imellem to øer. Så brød fanden løs. Bølgerne væltede ind over os fra alle sider - de var mindst 7 m. høje. Vi kæmpede os igennem skær og skumsprøjt. Det var vildt og voldsom, men vi klarede det. Herefter brugte vi de sidste kræfter på at komme i land, hvor vi udmattede faldt om på klipperne. Og spiste lidt frokost. Så kom kontrasten. Da frokosten var spist, roede vi ind i en smal kanal som vi var blevet anbefalet. Her var der ingen bølger, blot lidt medstrøm. Her var der fred og idyl og næsten igen vind. En del små huse pyntede på begge sider af kanalen med fine små haver og terrasser til. Vi drev af sted. Vi fandt et sted hvor vi kunne hente vand og dernæst en lejrplads efter 33 km. Her var skærgården bar og ubevokset. Og så blev der badet og Benny skulle selvfølgelig brokke sig: Vandet var koldt og der var tang og der var mudder og vandet var altså meget koldt. Men helt efter sædvane tog ingen sig af det. Igennem årene er det blevet sådan at de forskellige opgave der skal laves på turen altid vare tages af de samme mennesker. Michael og delvist Henrik steger fisk/kød på bålet, Lars-Peter koger ris og pasta, Kirsten snitter grønsager, Benny brokker sig og så videre. Turen ville ikke være den samme hvis ikke det var sådan og folk ville blive rådvilde hvis der blev pille ved det. Undervejs sad Lars-Peters en sko fast i mudderet og på trods af flere forsøg fik han den ikke op.
Tirsdag vågnede vi op til en smuk morgen med tørvejr, sol og blæst. Heldigvis lå vi i læ på lejrpladsen. Og Lars – Peters sko var dukket op til overfladen så han kunne fiske den ind med sin fiskesteg. Da alt også Lars – Peters sko var pakket drog vi videre nord på med en svag medvind. Denne dag skulle også bruges til at provianterer så ved Fjäldbacka gik vi i land og købte ind blandt andet den flotteste laks. Men inden vi gik i bådene igen slog vi os ned i skyggen og fik en øl. Det var meget hyggeligt. Men kajakkerne kaldte og da øllen var drukket hoppede vi i bådene. Men inden vi fandt vores lejrplads var himlen blevet overskyet og hen under aftenen kom der en del regn. Men med gode telte, en presenning og medbragt regntøj klarede vi det også. 
Onsdag morgen regnede det stadig og der var en del vind som heldigvis kom syd fra så vi fik medvind. Men inden vi var i bådene var regnen hørt op og vi satte kursen nordpå. Da der var en del vind roede vi ikke ud i den ydre skærgård men lå inde imellem øerne og kunne her se at der var en del mere bevoksning på øerne end der var på øerne længere ude. De havde mere læ. Ved pause tid holdt vi ind ved en strand der skulle vise sig at ligge lige op af et turistområde med diverse indkøbscentre, spisesteder, tennisbaner og så videre. Det var ikke lige sagen, så vi hentede vand og skynde os videre. Men da det stadig blæste rigtig meget og vi havde et åben stykke foran os valgte vi at holde en kort dag og tage det åbne stykke dagen efter hvor de havde lovet stille vejr. Og så blev der badet, snakket, slappet af, lavet mad og sat telte op.
Torsdag var det igen blevet stille og solen skinnede fra en skyfri himmel. Ikke alle var lige begejstrede for dagens rute, da vi som før nævnt skulle krydse et åbent stykke hvor der kunne være mange og farlige bølger. Men der var ingen vej uden om. Der var ingen vind og det var fuldt forsvarligt. Så vi måtte ud i det. Men før vi vidste af det var det overstået, vi havde knapt nok opdaget det åbne og ”farlige” stykke før det var forbi. Da der ingen vind var viste havet sig fra sin bedste side og været blidt og nådigt.  Så vi besluttede at tage et åbent stykke mere. Vi ville ud til de øer der hed Syd – og Nordkoster. Som lå 5 km ud fra kysten i lige line. Til at starte med var der en del spejlbølger, men dernæst faldt der ro på og havet var smukt og fredeligt. Da vi nåede over til en lille ø der lå ved siden af de to andre var der høje klipper og det var svært at komme i land. Vi prøvede at ro rundt om. Og vi roede rundt og rundt og så pludseligt dukkede der den fineste lille sandstrand op med hybenroser og badegæster. Det var idyllisk og mindede næste om en strand på en sydhavsø. Det var næsten det samme. Her blev der spist frokost og sovet og så hoppede vi friske og mætte i kajakkerne igen. Og købte ind og fandt en fin lejrplads på en nærliggende ø med den fineste udsigt efter 34 km.
Fredag morgen var fantastisk, der var stort set ingen vind til gengæld var der masser af sol og ingen skyer. Da de faste morgenritualer var overstået roede vi i mellem to øer og igennem en lille havn for at se om vi kunne købe sprit til vores trankiaer. Desværre fandt vi ikke noget, vi mødte til gengæld flere meget søde og hjælpsomme svenskere. Da vi havde overnattet på en ø der lå meget langt ude skulle vi nu krydse et åbent stykke igen for at komme tættere på kysten. Men da der stort set ingen vind var, var havet næsten havblik. Det var fantastisk smukt. Men da vi stadig skulle bruge sprit gik vi i land i en lille havn. Henrik, Klaus og Lars-Peter gik til den nærmeste købmand. Nej her havde de ingen sprit. Men Henrik gav ikke op så let, han spurgte i receptionen. Jo de havde måske nok noget ude på lageret. Men det var langt væk. Men han kunne da få et lift af en ung og smuk svensk kvinde som havde en scooter. Det sagde Henrik selvfølgeligt ikke nej til, så tilbage stod Lars – Peter og Klaus og spekulerede på om de mon ville se mere til Henrik den dag. Men desværre var der ikke noget sprit på lageret, men de kendte da en som var inde i en den nærliggende by. Han kunne da lige købe noget og komme med det. Og som sagt så gjort. Så efter en rum tid, kom den flinkeste mand med to flasker sprit og tilbød tillige at give Henrik, Klaus og Lars – Peter et lift tilbage til kajakkerne. De er sku´ hjælpsomme de svenskere. Da frokosten var overstået satte vi kajakkerne i vandet for at sejle til Norge. Og efter ganske få kilometer krydsede vi grænsen. Der var ikke nogen synlig forskel, bortset fra flagene ved husene. Men undervejs på turen var skærgården blevet højere. Ved et lille bådlaug fik vi lov til at lave lejr og bruge toilettet og køkkenet til opvask. Det var et hyggeligt og rart sted og vi nød godt af de lyse nætter og at vi derfor kunne sidde længe oppe. 
Lørdag som var den sidste rodag bød på solskin og en del vind. Flere steder var der meget åbent og der var derfor en del bølger. Der var desuden mange både, så det var med at holde tungen lige i munden. Der var også flere huse langs kysten og en del nordmænd der nød sommeren og det gode vejr ved vandet. Efter en god frokost nåede vi vores slutdestination som var en campingplads som lå lige ned til vandet. Her var 3 af bilerne placeret og her skulle vi overnatte til dagen efter. Som velkomst fik alle en lille skarp og efter en kort stund dukkede Ole Karlsbak op. Dog efter aftale med Lene. Det var vældig hyggeligt. Men vi kunne ikke stå der og drikke hele dagen, så vi satte telte op og gjorde soveposerne klar til natten. Og så skete der en fantastisk forvandling. På campingpladsen var der badeværelser, så selvom vi undervejs på turen havde vasket både hår og kroppe i havet, så kom mændene nu tilbage nybarberede og rene og kvinderne duftede af diverse creme og var næsten lige så rene som mændene. Og alle med et saligt smil om munden. Og denne aften var anderledes end de andre. Der skulle vi nemlig ikke selv lave maden men i byen at spise. I Fredrikstads gamle bydel fandt vi et sted at spise. Da vi var færdige og skulle hjem begyndte det at regne. Det regnede faktisk temmelig meget. Nu var der langt hen til der hvor bilerne var placeret. Vi satte os ned under nogle parasoller. Måske ville det gå over. Vi ventede. Pludseligt fik Henrik den ide´ at spørge et pizzabud om han ikke kunne få et lift hen til bilerne. Jo det kunnen han da godt. Efter et stykke tid kom han tilbage hentede chaufførerne til de andre biler som så til sidst hentede resten af flokken. Smart. Her efter gik stort set alle i seng. Mange var trætte, desuden var teltene det sjoveste sted at være da de stadig regnede. 
Næste morgen regnede det stadig. Men heldigvis havde vi presenningen. Her blev der lavet müsligrød og kaffe. Og her blev der spist og snakket. Og efterhånden som vi blev færdige og fik pakket sammen stoppede regnen. Så nu var det bare at pakke kajakkerne på traileren og så sige farvel til Lene og Ole som skulle fortsætte ferien der oppe. Og så gik turen hjem ad. Undervejs blev der snakket, spist og sovet. Mange var trætte og trods stor begejstring og glæde for turen, var flere også mentalt mættede af at være af sted. Men mon ikke de fleste bliver klar til næste års tur?

Jakobe.

Nyhedsbrev

Meld dig på nyhedsbrevet og modtag informationer direkte via mail.
.

Nyt medlem?

begynder1Frederiksværk Ro- og Kajakklub er en broget klub med mange forskellige medlemmer. Det fælles udgangspunkt er dog at vi gerne vil være sammen om at nyde naturoplevelserne på vandet på sikker vis. Uanset om vi ror inrigger/ outrigger eller kajak....eller begge dele.

Læs mere her