Udskriv

Turen går til...Grønland?

Skrevet af Jacob Køcher Skov.

Grønland i kajak?
glflagJeg, og vist efterhånden også en del andre, har gået og tænkt: Er der grobund for en tur til Grønland i 2014?
Det vil jeg gerne undersøge ved at indkalde til et idémøde i klubben den 29.11 kl 20:00.
Vores program vil tage udgangspunkt i rejsebureauers kajakekspeditioner i Sydgrønland – men med lidt mere frihed, mere roning men også med plads til at forlade kajakken på små afstikkerture. Varigheden af turen vil være omtrent 14-16 dage og dagsetaperne på rodagene mellem 15 og 25 km. (Det skal lige undersøges til bunds, men det er de estimerede etaper.)

Området er stadig Sydgrønland, og mit forslag er at vi kommer til at besøge:
Narsarsuaq – hvor vi starter og slutter
Igaliku – lille grønlandsk bygd med ca 20-30 indbyggere (en overnatning på vej til Narsarsuaq fra Narsaq)
Sillisit – lille fåreholdersted med én familie, hvor vi kan overnatte på vejen til Narsaq fra Narsarsuaq
Narsaq – større grønlandsk by (To-tre overnatninger lidt udenfor byen) – her er der mulighed for at tage et par små topture i området og lede efter spændende mineraler i fjeldet.
Qaqortoq/Julianehåb – sydgrønlands største by – der er mulighed for at besøge den lokale kajakklub, et stort skindgarveri, spise klassisk grønlandsk mad mm. (Endagstur med båd) – evt. kan man tage videre på en længere tut til Hvalsey kirkeruin, som er de mest velbevarede ruiner efter nordboernes tid i Grønland fra ca 1000-1400.
Qaleralliit i bunden af Qaleralik - fjorden – er en helt fantastisk gletscher, hvor man kan slå lejr og lave små dagsture både i kajak og til fods – her er der mulighed for at ligge i standlejr i 3-4 nætter eller mere.

Vi kommer på mødet til at diskutere:
greenland IcebergPriser med fly – muligheder for at bestille sammen eller hver for sig
Overnatning: Telt og vandrerhjem – alle bidrager til madlavning, lejrlagning mv.
Kajakker – halvt dobbeltkajakker og halvt enkeltkajakker – vi bytter i løbet af turen
Gode datoer i 2014
Rabatordning op til turen
Fælles køb af udstyr? Har vi udstyr nok til at klare 14 dage i fjeldet?
Hvad skal der til for at være med på turen – skal der en betalt turleder med? Uden turleder skal vi gøre meget af arbejdet selv, men der er ikke nogen der tjener på det, og vi kan meget let få den information vi trænger til ved at spørge andre, der har roet i området.
Bufferdage lægges ind – men hvor? Det er en nødvendighed, da vejret og forholdene hele tiden kan skifte.
Nedsættelse af mindre udvalg, der op til turen arbejder med forskellige dele af turen såsom: Økonomi, sikkerhed, udstyr(koordinering), søge penge fra sponsorer – andre forslag?
Kurser – skal vi kræve at alle har været på fx vinterkurset eller lign. Og hvad skal være kravet til egenfærdigheder i øvrigt, såsom førstehjælp, roerfaring mv.
Træningsture i 2013/2014 – skal vi lave det – og sætte datoer?
Andre sikkerhedsforanstaltninger?

Mit udgangspunkt for at foreslå en tur som denne er, at jeg i tre somre har arbejdet som guide og turleder i netop dette område – og både savner det og gerne vil dele oplevelsen med andre... Og så er der åbenbart ret mange der gerne vil til Grønland, for det har ikke været svært at få entusiasmen til at smitte!
Hvis du gerne vil vise interesse for turen, men ikke kan komme på mødet, så send mig lige en mail på minimajken@gmail.com – så husker vi dig!
//Majken

Læs mere om sydgrønland og de aktuelle byer/steder her:
www..blueice.gl : Ejeren af firmaet, Jacky, som jeg kender, har flere både der besejler hele området, udlejer kajakker med noget rabat - og kan hjælpe os med sattelittelefon/ vejrmeldinger og anden hjælp undervejs.
Om Narsaq: http://www.greenland.com/en/narsaq 
Om Qaqortoq: www.qaq.gl 

greenland

Nyhedsbrev

Meld dig på nyhedsbrevet og modtag informationer direkte via mail.
.

Nyt medlem?

begynder1Frederiksværk Ro- og Kajakklub er en broget klub med mange forskellige medlemmer. Det fælles udgangspunkt er dog at vi gerne vil være sammen om at nyde naturoplevelserne på vandet på sikker vis. Uanset om vi ror inrigger/ outrigger eller kajak....eller begge dele.

Læs mere her