Udskriv

Pinsetur 2013

Skrevet af Jacob Køcher Skov til .

Det blev forår, det blev pinse og 3 kajakroere og 3 fiskere stævnede ud i Isefjorden. Traditionelt har pinseturen været i Roskilde fjord. Men det kan være rart med noget fornyelse. Så på denne tur startede vi ud fra en lille havn ved Hammer bakker. Solen skinnede og der var en del vind fra øst. Og humøret var højt.

Da bådene var pakket roede vi sydpå med udsigt til Orø og den smukkeste fjord fint indrammet af et forårsklædt Danmark. I Vellerup bugt hang syrenerne ud over fjorden og rapsmarkerne stod flot gult mod forårshimlen.

Da sulten meldte sig gik vi i land og nød hvilet og frokosten. Men der gik rygter om et godt ishus længere sydpå, så det var ikke svært at komme i bådene. Så efter en rum tid ankom vi til Munkholmbroen. Og rygtet have nået andre end os, der var familier på pinsetur, bedsteforældre med børnebørn, fiskere med deres stænger og andre der nød vejret, pinsen og de meget store is. De var store-isene. Det var et helt måltid.

Men da det ikke skulle bestå af måltider det hele, roede vi nordpå men holdt os i læ siden, da det stadig blæste en del. Men så lagde vinden sig, og vi krydsede fjorden og fik et kig ind i Holbæk fjord. Det så også dejligt ud. Så blæste det op igen fra øst og vi fik nogle sjove sidebølger.

På Bognæs fandt vi den fineste naturlejrplads og gik i land. Satte telte op, lavede mad og nød den fine udsigt og selskabet. Og gik i seng.

Søndag vågnede vi op til sol og lidt vind. Efter mysligrøden lod vi teltene stå og pakkede kun det mest nødvendige, såsom frokost, kaffe, kage og lidt skiftetøj/regntøj. Det trak desværre op til regn, selv om det trak ud med regnen.

Vi roede nordpå, det var nu næsten vindstille og overskyet. Og fiskerne gik i aktion. I turens robåd, som på turen blev omdøbt til fiskebåden, sad der næsten konstant en styrmand med en fiskestang. Og på denne årstid var der gode chancer for hornfisk.

Ved Kongsøre gik vi i land. Her var dejligt, så vi gik en tur langs vandet og nød senere en kop kaffe. Men Lammefjorden bød sig til, så vi roede vest på med en svag medvind. Men fiskebåden gik i stå, for fiskerne fik travlt. Hornfiskene næsten sprang op i båden. Og de senere historier over lejrbålet om fiskenes størrelser var af den sædvanlige slags.

Helt inde i bunden af Lammefjorden, fandt vi en lille bitte havn. Mest bestående af små fiskebåde. Vi gik i land og spiste frokost.

Vi havde stadig været heldige med at have tørvejr, på trods af at tunge skyer havde hængt rundt i horisonten. Men på vej ud af Lammefjorden kom regnen. Og varede en del af aftenen. Dejligt at teltene allerede var sat op, da vi kom tilbage til lejrpladsen.

Ved hjælp af presenninger, lykkes det os at få lavet mad og spist i tørvejr. Og vi var heldige at få de ny fangede fisk til forret. Lena havde medbragt vaffeljern, så der blev bagt til den store guldmedalje.

Mandag vågnede vi op til tørvejr og en svag vind. Efter gårsdagens regn, var vi taknemmelig for tørvejret. Vi var lige ved at gå i panik for vi kunne ikke finde myslien til mysligrøden. Men Solveig havde styr på det og fik bragt ro i lejren.

Da lejrpladsen var pakket ned og bådene klar roede vi ud i en total blank fjord. For sjov roede vi tværs over og landede i Orø havn på Orø. For at komme af med noget skrald men mest af ren nysgerrighed. Det var sjovt at komme ind i havnen, hvor der blandt andet var arbejdsdag på nogle af havnens bygninger. Da nysgerrigheden var stillet roede vi nordpå, men stadigvæk tæt på øen så vi kunne få et godt indtryk af øen. Lidt nysgerrig var vi jo.

Men vi skulle rundt om øen, og måtte flere steder lang ud, da der var meget lavvandet. Men robåden blev ved med at falde bagud. Besætningen var blevet besat af at fiske og havde travlt med snøren. Og var heldige.

På en fåremark på Orø med udsigt til Kyndbyværket, gik vi i land for at spise frokost. Solen var nu kommet frem og maden og den senere ”morfar” blev nydt i fulde drag.

Fra fåremarken drev vi med en dejlig medvind de få kilometer ned til turens udgangspunkt ved Hammer bakker. Og efter kort tid flød det med pakkeposer, pagajer, svømmeveste og andet udstyr. Men med stor effektivitet blev der pakket både, udstyr og mennesker i biler og på trailer. Og så gik turen hjemad.