Udskriv

Korrekt brug af romateriel

Størstedelen af vores materiel er dyrt og sart, så derfor bedes alle læse denne vejledning og følge den, så vi på den måde kan sikre materiellet en længere levealder.

Træårer
Robådenes træårer kan virke stærke og er det til dels også, men de er også sarte. Inriggerårer bæres én ad gangen med årebladet fremad. De lægges vandret med årebladets hulning nedad eller stilles evt. lodret op ad en mur med årebladet opad, men kun når der ikke er risiko for, at de f.eks. kan blæse omkuld.
Scullerårer kan bæres to ad gangen, men under stor agtpågivenhed.

Kulfiberårer
Kulfiberårer er, tro det eller ej, mere sarte end træårer. De tåler f.eks. ikke stød på skaftet, men modsat træårerne kan en eventuel skade ikke umiddelbart ses. Derfor skal kulfiberårer behandles mindst lige så varsomt som træårerne.

Generelt for årer
Årer bruges ikke til at stage med, til at skubbe fra med ved broer og deslige eller til at måle vanddybden med. Til disse formål har vi en bådshage i båden.
Når der ros på lavt vand eller tæt på moler og lignende, gives kommandoen ”se til åren”, hvorefter det er op til hver enkelt roer at passe på, at åren ikke rammer noget. Ved vores lave bådebro må årerne ikke slæbe hen ad broen, når de ligger i svirvlen. Dette undgås ved at have åren kvart, så åren hviler på modsatte essing.
Når der lægges til ved broen, kommanderes der igen ”se til åren”, og ingen af roerne læner sig hen imod broen for at gribe fat i den, fordi derved presses åren/årerne ned mod broen. Brug bådshagen til at tage fat i broen med, hvis der er for langt!

Robåde
Robådene er meget sarte. Der må kun trædes i midten, altså direkte over kølen. Når der lægges til ved en strand, står alle ud, før kølen rammer bunden. Båden trækkes efterfølgende så langt, det lader sig gøre, indtil – og helst før – kølen lige akkurat rører bunden. Derefter bæres båden ind på stranden. Båden lægges, så der er støtte under forreste og bageste skot, og så den hviler på kølen.

Rengøring/tørring
Efter hver tur kontrolleres, om der er sand og andet skidt i båden, som kan stoppe drænhuller til samt holde på fugt. Hvis dette er tilfældet, skylles båden og drænhuller renses for eventuelt tang og andet, som ikke skyller ud af sig selv, hvorefter båden tørres af indvendigt. Bundbrædder tages op og lægges, så der kan komme luft ned i bunden af båden. Stuverum må ikke spules, da fugten har alt for svært ved at komme væk og i stedet sætter sig i træet. Lugerne åbnes, og de løse luger lægges ned i stuverummene.
Båden skylles og aftørres altid udvendigt.

Veste
Veste placeres så vidt muligt ikke i bunden af båden under roning. Når vestene er blevet våde, skylles/spules de med ferskvand og hænges op, så der er luft omkring, således at de har mulighed for at tørre. – Husk at hænge dem på de rigtige pladser!

Flag/vimpler
Flag og vimpel påsættes først, når båden er sat i vandet og tages af, før båden tages op. Efter endt tur sættes flag og vimpel på plads, foldet ud, så de har mulighed for at tørre.

Det er styrmandens ansvar at sørge for, at ovenstående retningslinier overholdes, men det er vores alles ansvar at passe på vores materiel!

Nyhedsbrev

Meld dig på nyhedsbrevet og modtag informationer direkte via mail.
.

Nyt medlem?

begynder1Frederiksværk Ro- og Kajakklub er en broget klub med mange forskellige medlemmer. Det fælles udgangspunkt er dog at vi gerne vil være sammen om at nyde naturoplevelserne på vandet på sikker vis. Uanset om vi ror inrigger/ outrigger eller kajak....eller begge dele.

Læs mere her