Artikler

Udskriv

Årets Bryllup i Frederiksværk Ro- og Kajakklub

Skrevet af Hans Garde.

                                            Ikke-navngivet1.png

Det var en kold dag den 18. januar. Kunne de dog ikke have lagt det bryllup på en varm forårsdag?Men den næstældste af os gamle roere havde altså besluttet at gifte sig nu. Det måtte vi bøje os for og også fejre med højt humør. Vi fandt ud af, at Poul Balslevs bryllup ikke skulle gå stille af, men være synligt for alt folket i Frederiksværk by.

Vielsen foregik under pastor Ivan Jacobsens kyndige ledelse med Here comes the Bride, salmesang, bryllupstale og det endelige vielsesritual. Så for 9 mand og én fotograf ud foran kirken, fandt vore årer frem og paraderede under kommando af den af os, som engang var søløjtnant - nu i fuld ornat – og vores fanebærer i den anden ende af paraden.

Brudeparret – Vibe og Poul – blev via vores årer ledt hen til den ventende limousine og kørt bort til golfklubben, som Poul har været flittig medlem af i mange år. Her ude foregik så den fest, som beseglede løfterne om at ville elske og ære med mange taler og en festkantate, som en anden, digterbegavet, gammel roer havde skrevet sammen. Den gjorde også stor lykke.
Efter middagen skulle der danses brudevals, men i mangel af orkester stillede Mandskoret ( det var de samme Gamle Roere) op, og nynnede med høje røster og i nogenlunde samme dur og takt den skønne melodi, mens brudeparret blev omringet af alle de mange gæster.
Ret så minderig en fest.

                                              Ikke-navngivet2.png